D1MA – Hvor bliver samarbejdet med Morad af?
Danmarks måske største kunstner, D1MA, udgav i fredags sin nye sang med titlen “En sammen” efter en længere pause. Vi har alle ventet spændt på nyt fra Danmarks stjerne (i hvert fald hvis du spørger vores redaktion). Sangen er en fin og rolig tilføjelse til D1MAs portefølje, men vi har stadig store forventninger til ham. Vi ser frem til det kommende album, som vi håber vil tage os med storm, ligesom EV1GT&ALT1D gjorde.
Marokkanske D1MA, der har taget sit kunstnernavn fra det marokkanske udtryk “Dima Maghreb” – som betyder noget i retning af “For evigt Marokko” eller “Altid Marokko” – har også givet sit album titlen EV1GT&ALT1D.
Med dette album satte D1MA fokus på at have en anden baggrund, og på den skam, der følger med at balancere mellem religion og det frie liv. Som når han ærgrer sig over at have sovet over sig til fredagsbønnen og siger: “Ya rabbi, red mig fra mig selv.” Ligesom mange andre, balancerer D1MA i det smertefelt, der opstår ved at føle sig anderledes og i sine egne tanker, som han udtrykker det: “Jeg føler, jeg skizo – måden viben, den ku’ skifte på. Tager ud og spiller show, men jeg tager hjem og sætter Nasheed på.”
Dette er en befriende og skarp analyse af, hvordan man på et øjeblik kan gå fra at synge i en klub til efterfølgende at lytte til Nasheed. Når to modsætninger mødes, bliver dualismen tydelig i D1MAs hverdag, som den også gør for mange andre.
For hvad nu hvis man dør i denne tilstand? Pyha… Det er noget, D1MA får mig til at tænke over dagligt, når jeg overvejer at gå ud. For tænk, hvis jeg døde i denne tilstand og skulle møde min skaber sådan.
Album som satte fokus på problemer med angst, piller, indre kampe, dæmoner og smerten ved at være tilstede.
En dybdegående analyse af D1MAs album kræver mange timers arbejde, for hver sang er både hård og blød, elegant og unik, og indeholder en dyb fortælling. D1MA skildrer drømme og forventninger.
“Der er nogle, som lytter, så pas på, hvad du ønsker – at tage livslange beslutninger på korte følelser.” Det er denne type enkle sætninger, der gør D1MA til en unik kunstner, som på et øjeblik kan sige 100 ting og beskrive så mange følelser. Din duaa kan blive hørt.
Så hvad ønsker vi os? Vi ønsker os et nyt album fra D1MA, som kan sikre hans position som Danmarks største sanger, men også som én, der hjælper mange med at navigere i en verden, der er fuldstændig kaotisk. At skabe et lille kosmos i kaos.
Måske give håb til den søster, der er vokset op med drømme om at blive minister.
Måske et samarbejde med Morad eller en stor fransk stjerne for at demonstrere sin overlegenhed.